Gaula 2004

Af Ole Nørretranders

Igen i år har Carl og jeg været en uge i Norge for at fiske laks i Gaula, samt hvad vi ellers finder af spændende fiskeri.

Vi valgte at satse på uge 25 i år, hvilket er et par uger tidligere end de foregående år, hvor vi flere gange har ramt nogle temmelig tørre perioder. Så fredag den 11. juni tog vi færgen til Helsingborg og begyndte at køre nordpå af E6. Der gik ikke længe før vi kørte ind i en virkelig kraftig tordenbyge, der på det nærmeste oversvømmede vejen. En temmelig våd start, hvilket viste sig at blive ret karakteristisk for resten af turen.

 

Heldigvis medbragte vi et godt stort telt med fortelt til baggaen, som vi slog op lige bag ved Atles hus der ligger midt på Aune valdet. Han har indrettet nogle små lejligheder i kælderen, nogle baderum, foruden en hytte bag ved huset og en campingvogn som også kan lejes. Alt i alt en rigtig lystfisker camp, hvor der foruden os boede nogle tyskere, en hollænder, samt nogle svenskere. 

 

Om lørdagen købte vi fiskekort og begyndte fiskeriet. Der var dog ikke fanget særlig meget den forgående uge, så det glædede os en del at vejrudsigten lovede regn de næste 3-4 dage. Om aftenen kørte vi over for at besøge Michael Mulbjerg, der dog mest brokkede sig over urimelige kortpriser på det vald hvor de havde tænkt sig at fiske. De havde sonderet terrænet og fundet et andet vald, hvor de kunne leje et godt langt stykke på begge sider af elven til en fornuftig pris, da ejeren nok ellers ikke havde kunne få stykket udlejet i netop denne uge. Vi hørte senere om en ”Manfred Raguse”, der har opkøbt flere vald som han udlejer til skyhøje priser (se evt. www.nfc-online.com). Blandt andet et lille stykke der nu kaldes ”Bridge Pool” som tidligere hørte til Aune vald. Denne ene lille pool på måske 100 meter godt viskevand, blev efter sine udlejet for 20.000 nkr/uge !!! Valdet kan kun deles af en lille håndfuld fiskere. Der er efterhånden kun ganske få steder opstrøms Støren hvor man bare kan holde ind og købe et fiskekort.

 

Om søndagen begyndte det at blæse kraftigt, så mange af dem der fiskede med flue begyndte at få lidt problemer med kastene. Carl og jeg valgte at køre over på den anden side af Elven og fiske neden for en lille skov hvor en bæver har væltet en hel del af træerne. På et tidspunkt da Carl stod og fiskede ved en lille tilløbsbæk i kraftigt modvind. kom bæveren svømmende lige forbi ham. Lidt senere fik jeg et kraftigt hug på et 27g blink, hvor fisken straks valgt at tage et 50m langt udløb ned forbi nogle store sten, ned i et stort hul. Jeg ikke følge efter den, så jeg måtte vade lidt ud i Gaula og med stort besvær presse fisken op af hullet igen og op mod der hvor jeg stod. Heldigvis kører vandet rundt i hullet, så jeg skulle ikke presse den mod strømmen hele vejen. Men da fisken var ca. 10-20m fra mig slap krogen pludseligt sit tag i fisken og jeg kunne rulle et tomt blink ind! Jeg så aldrig fisken da den gik meget dybt med det var i hvert fald et imponerende langt udløb den lavede. Da jeg gik tilbage var jeg ved at falde over Carl der lå i græsset ca 40m væk og drak en øl og havde ikke opdaget noget som helst i den kraftige vind. Men han havde da godt nok undret sig lidt over hvorfor der havde stået nogle lystfiskere på den anden side af elven og stirret herover i mindst 10 min i stedet for at fiske.

(Drik ”Carls special” og du glemmer alt omkring dig -CN)

 

Den næste dag regnede det stort set hele dagen men ellers skete der ikke så meget. Tirsdag regnede det stadig og elven steget en hel del og havde fået noget farve. Da vi kom ned til elven var der en fluefisker der lige havde landet en laks på 11-12kg, så vi fiskede også det pågældende stræk grundigt af, men uden det helt store held. Om aftenen gik vi ned til elven igen, som vi nu pludselig havde helt for os selv, da de fleste andre fiskere var kørt ind til Støren hotel for at se en eller anden fodboldtkamp i fjernsynet (som om det skulle være sjovere end at fiske!). Jeg fik et godt hug på mit 32g filurblink og efter en spændende fight, kunne jeg endelig lande en laks på 9.0kg.

 

Om onsdagen regnede det stadig og der var nu efterhånden en hel del vand i elven, så vi prøvede nogle andre steder end der hvor vi normalt fisker. Carl vadede forsigtigt lidt ud i det iskolde vand og stillede sig på en sten. Han fiskede med en 9cm orange todelt rappala wobler, hvor der var indlagt lidt bly i bunden så går dybere end normalt. Pludselig får han et hug og efter en lang og spændende fight kan han lande en flot laks på 12.0kg. Begge de laks vi har fanget var flotte sølvblanke, høje over ryggen og med friske havlus.

 

Vi mødte senere på aftenen den fluefisker der om tisdagen havde landet en laks på 12kg. Han fortalte os en drabelig historie om en laks på min 20kg han lige havde misten, den var strøget ned gennem et langt stryg hvor han havde forsøgt at følge efter den, men desværre havde den viklet sig rundt om nogle sten og havde sprunget forfanget. Undervejs havde han haft det meste af baglinen ude (600 meter) og været en tur ude og bade i elven.

 

De næste par dage skete der ikke så meget, vi fik ingen hug og der blev kun landet ganske få fisk på valdet. Om fredag hørte vi at der var masser af fisk på vej op gennem Gavlfossen, men at det ville tage ca. to døgn før de nåede op til Aune vald. Vi fik dog snakket med nogle flinke svenskere der bor lige på den anden side af Øresund, de fortalte os om nogle spændende åer forholdvis tæt på Helsingborg. Vi fik nogle adresser og en e-mail adr. på en af dem, så mon ikke vi skal et smut til Sverige engang til efteråret.

 

Om lørdagen kører vi sydpå for at fiske stallinger og ørreder i Glåma og tilløbselven Folla. Det var ret underholdende på let fluegrej og vi fanger da også en del fine stallinger. De var dog ikke meget for at tage tørfluer, men jeg fangede dog alligevel et par stykker på en Klinkhammer Speciel som jeg bandt til en af Stigs flueaftener nede i klubben. Carl satte en lille broncefarvet rappala wobler på for at se om der skulle være nogle store sultne ørreder i elven. Han fangede ganske imponerende nogle store glubske stallinger på den lille wobler (mellem 8 og 10 stykker). Da vi ikke gad at fiske mere om aftenen begynder det at regne igen, så vi beslutter os til at køre lidt sydpå inden vi ville slå teltet op og laver noget aftensmad. Det regner uafbrudt de næste 900km så det ender med at vi spiser aftensmad på en tanksstation og kører hele vejen hjem i et hug.

 

Alt i alt en glimrende tur hvor vi begge havde en flot laks med hjem og fik fanget nogle gode ørreder og stallinger.

-         Ole

-          

Home